Lande › Frankrig › Rhône › Côte-Rôtie
Côte-Rôtie — "den ristede skråning" — er Rhônes nordligste cru: syrah på svimlende stejle terrasser over floden, krydret med op til 20 % hvid viognier i gæringskarret. Området var nær forsvundet i 1960'erne, men blev genrejst af familien Guigal og Robert Parkers begejstring — i dag er "La La'erne" blandt verdens mest efterspurgte syrah. Vi følger 4 vine Côte-Rôtie hos 2 forhandlere — fra 650 kr. til 950 kr.
Årgang 2013
E. Guigal Côte-Rôtie Brune et Blonde 2013 Moden Côte-Rôtie Syrah med alder, finesse og nordrhônsk nerve Brune et Blonde er Guigals klassiske Côte-Rôtie og har navn efter appellationens to historiske skråninger: Côte Bru
Årgang 2020
Jaboulet Côte-Rôtie Domaine Des Pierrelles 2020 Efter Gérard Jaboulets bortgang i slutningen af 1990'erne, gik firmaet igennem en udfordrende tid. Situationen tog en positiv drejning, da familien Frey erhvervede Paul Ja
Årgang 2017
Guigals Château dAmpuis er en klassisk Côte-Rôtie, der samler frugt fra nogle af appellationens bedste parceller. Det er en vin, hvor man får hele spektret af nordrhône-Syrah i én flaske. 2017 viser sig flot allerede nu.
I næsen er vinen kompleks med røde frugter og søde krydderier. Det går igen i smagen, sammen med røde bær og et strejf af peber, som er typisk for vin lavet på Syrah. Det er en meget delikat vin med nydelige tanniner og
Côte-Rôtie er syrahens nordligste bastion i Rhône — tre kommuner (Ampuis, Saint-Cyr-sur-le-Rhône og Tupin-et-Semons) cirka 40 km syd for Lyon, hvor vinmarkerne klamrer sig til sydøstvendte skråninger med op til cirka 60 % hældning, altså over 30 grader. AOC'en er fra 18. oktober 1940, arealet omkring 330 hektar, og der laves kun rødvin: syrah, eventuelt sam-gæret med op til 20 % hvid viognier. Alt er håndarbejde — håndhøst er lovpligtig, terrasserne og tørstensmurene er beskyttet i selve lovteksten, og officielt regner man med 1.800 arbejdstimer pr. hektar, hvor en mekaniseret mark klarer sig med et par hundrede. Hele appellationen udgør en halv procent af Rhônedalens produktion. Navnet betyder "den ristede skråning" — solen bager på terrasserne, og det smager man.
Skråningen deles af bækken Fontgent i to berømte halvdele, og selv INAO's officielle regelsæt gengiver legenden: En herremand i Ampuis — i den populære version markis de Maugiron, som byen beviseligt hyldede med sin vin i 1592 — delte jorden mellem sine to døtre, en lys og en mørk. Deraf Côte Blonde og Côte Brune. Geologien leverer den prosaiske forklaring: Blonde (mod syd) står på lys gnejs med skrøbelig, sandet "arzel"-jord, der kun kan dyrkes bag tørstensmure — Brune (mod nord) på mørk glimmerskifer med mere ler og jern. Stilene følger med: Blonde giver de parfumerede, tidligt charmerende vine (og her gror det meste af viognieren), Brune de mørke, tanninfaste lagringsvine. Delas' topcuvée hedder den dag i dag Seigneur de Maugiron.
Côte-Rôtie er den eneste appellation i det nordlige Rhône, der tillader viognier i rødvinen — og reglen er præcis: højst 20 % af stokkene, og druerne skal gæres sammen med syrahen, ikke blandes som færdig vin. Sam-gæringen har både kemi og duft på sin side: Viognierens farveløse fenoler binder sig til syrahens farvestoffer og gør farven dybere og mere stabil, mens druen lægger abrikos, viol og parfume oven på syrahens mørke frugt. I praksis bruger de fleste langt mindre end loftet — Guigals spænd siger alt: La Landonne 0 %, La Turque 7 %, La Mouline 11 %. At viognieren overhovedet står der, er et levn fra naboskabet med Condrieu; i 1600-tallet lavede man endda hvid Côte-Rôtie en kort overgang.
Vinmarkerne her regnes blandt Rhônes ældste: Romerne kendte vinen som Allobrogica, tjærebehandlet og derfor kaldt picatum, foreviget på en kalendermosaik fra Saint-Romain-en-Gal og omtalt af både Plinius og Columella. Berømmelsen holdt i århundreder — indtil phylloxeraen; et øjenvidne skrev i 1893, at de engang så berømte vinmarker var næsten ødelagt. Verdenskrig og industrialisering drænede derefter arbejdskraften, og skråningerne kan ikke mekaniseres: I det 20. århundrede var vinmarken bogstaveligt ved at forsvinde, med under cirka 70 hektar i drift omkring 1970. Redningen kom i to bølger — de lokales genplantning fra slutningen af 1970'erne, og Robert Parkers artikel i januar 1987, hvor han kaldte 1985-årgangens Côte-Rôtier det mest dramatiske, han havde smagt siden 1982-Bordeaux'erne. I dag er arealet tilbage over niveauet fra før phylloxeraen.
Ét hus står for omkring en tredjedel af hele appellationen: Guigal, grundlagt 1946 af Étienne Guigal, der havde arbejdet 15 år hos Vidal-Fleury — huset, hans familie kvitterede for ved at opkøbe det i 1984. Sønnen Marcel tog over i 1961, tredje generation Philippe er ønolog, og siden 1995 har det fredede Château d'Ampuis været hovedsæde — med eget bødkeri i kælderen. Toppen er de tre enkeltmarksvine, "La La'erne": La Mouline (fra 1966, Côte Blonde, 11 % viognier), La Landonne (fra 1978, Côte Brune, ren syrah) og La Turque (fra 1985) — tilsammen cirka 1.500 kasser årligt, lagret 40+ måneder på ny eg, og med over 20 perfekte Parker-scorer alene til og med 2005-årgangene. Men Guigal er ikke alene: I Spritnyts store danske smagning (2021) fik både Jamets Côte Brune, Rostaings og Ogiers Côte Blonde 100 point, Jeb Dunnuck har givet Jamet Côte Brune 2019 og Ogiers La Belle Hélène 2019 samme topkarakter, og traditionalister som Levet og økologiske Clusel-Roch holder niveauet.
Først forventningsafstemning: Ægte Côte-Rôtie under 400 kr. findes ikke længere i dansk handel — Guigals Brune et Blonde kostede 395 kr. i 2019 og står i dag i 550-670 kr. hos Bichel og Philipson (begge fører Guigal). Billigste seriøse indgang er Patrick Jasmins La Giroflarie til 435 kr., som fik 94 point i Vinbladets nordrhône-test (marts 2025), fulgt af Jean-Michel Gerin hos Jysk Vin (525-530 kr.) — og et halvskjult fif: Vidal-Fleurys Brune et Blonde er Guigal-ejet og kostede 550 kr. med 93 point i samme test. Toppen er allokationsland: La Mouline og La Turque 2021 stod i 3.300 kr. hos Bichel ("næsten udsolgt"), La Landonne 2020 i 4.200 kr. hos Philipson (100 point hos Dunnuck, udsolgt) — mens Delas' La Landonne-cuvée til 2.299,95 kr. hos H.J. Hansen er den billigere vej til navnet. København har endda sin egen hyldest: Restauranten LaLaLa på Christianshavn er opkaldt efter de tre vine. Sparetips: På Bruun Rasmussen er ældre La Mouline vurderet til 2.000-2.500 kr. pr. flaske — under nyprisen. Grænsehandlen kan man springe over; det nærmeste, man kommer dernede, er en Ardbeg-whisky lagret på Côte-Rôtie-fade. Hos de forhandlere, vi følger, starter Côte-Rôtie ved 650 kr.
"Den ristede skråning" — de stejle, sydøstvendte terrasser bages af solen, og navnet er dokumenteret på skrift helt tilbage i 1698. Danske kilder oversætter det lidt forskelligt ("den stegte skråning", "brændt skrænt"), men billedet er det samme: sol på skifer og gnejs.
"Koht ro-TI" — begge ord med lukket o-lyd og trykket på sidste stavelse. Det cirkumflekserede ô udtales altså ikke "å", og t'et i Rôtie er blødt. Ingen dansk vinside har hidtil budt på en udtaleguide, så nu står den her.
Tradition med kemisk bonus: Op til 20 % viognier må gæres sammen med syrahen (aldrig blandes bagefter), hvilket stabiliserer farven og løfter duften med abrikos og viol. Arven stammer fra naboskabet med hvidvinsområdet Condrieu. I praksis bruger de fleste 0-10 % — og nogle af de største vine, som Guigals La Landonne, er ren syrah.
Parfume mod muskel. Côte-Rôtie er den nordlige elegance — viol, bacon, hvid peber og silkebløde tanniner — hvor Hermitage længere nede ad floden bygger større, mere massive og strukturbårne vine. Begge er ren(t overvejende) syrah og lagrer i årtier; forskellen er temperament, ikke kvalitet.
Regn med 435-700 kr. som reel indgang i dansk handel (Jasmin, Gerin, Guigals og Vidal-Fleurys Brune et Blonde) og 900-1.200 kr. for ambitiøse enkeltmarks-cuvéer. La La'erne koster 3.300-4.200 kr. — når de kan fås. Under 400 kr. findes ikke længere; prisniveauet er steget 40-70 % siden 2019.
Vildt, lam og grillet rødt kød — og peberkrydrede retter, der spejler vinens egen hvide peber. Servér ved 16-17 grader og dekantér de unge. Tålmodighed belønnes: Kvalitetsflasker topper efter 8-10 år, og violen træder først rigtigt frem omkring de ti.
Tekst opdateret 30. august 2026 · Prisdata opdateret 25. september 2026
Winelover handler om vin og er kun for personer over 18 år.